green-transition

Klar til den grønne omstilling?

Marianne Gulløv Bæredygtig projektledelse

Hvis du ikke helt føler dig klar til den grønne omstilling, så kan det være, det er på tide, at se på, hvad vores naboer i Sverige gør. De har arbejdet med grøn omstilling og skarpe krav til byggeriet i mange år. Vi har talt med Lisa Elfström, direktør hos SundaHus, om hvordan de har håndteret den grønne omstilling i byggebranchen, og hvad der skal til for at fremme udbredelsen af bæredygtigt byggeri.

Det stigende fokus på klimaforandringer er også til stede i byggebranchen. Det betyder, at der også er et stigende fokus på værktøjer, der kan hjælpe med at håndtere bæredygtighed og cirkulær økonomi. De kommende ændringer i EU’s lovgivning indenfor byggeri bliver implementeret i januar 2023 og kommer til at kræve, at virksomheder tager den grønne omstilling seriøst, hvis de skal være konkurrencedygtige.

Danmark venter stadig på materialepas, der kan hjælpe os med information om, hvor materialer kommer fra, hvad de indeholder, og hvorvidt de opfylder kriterier for bæredygtighed og sikkerhed. Et materialepas vil kunne hjælpe os med at tage bedre beslutninger omkring genanvendelse, afskaffelse og indkøb af materialer til grønt byggeri.

Herhjemme er vi langt fra klar til de nye EU-regler, men i Sverige har de arbejdet med strammere regler for bæredygtighed inden for byggeriet i lang tid. Den svenske platform SundaHus Material Data er blevet brugt i tusindvis af projekter over hele Sverige, og har hjulpet bygherrer til at tage gode beslutninger omkring hvilke materialer, der skal bruges i byggeprojekter. SundaHus hjælper med at holde styr på hvilke materialer der er blevet brugt i byggeriet, hvad de materialer er lavet af, og hvordan de kan genanvendes på sigt.

Direktør hos SundaHus, Lisa Elfström, har stor viden om netop bæredygtighed og materialer i byggeri, og vi giver hende her ordet, så du kan få glæde af den viden.

Ud fra din erfaring og viden, hvad er så den største hindring for den grønne omstilling?

Der er mange gode projekter, der har vist os, at den grønne omstilling er mulig, men der er en tendens til at fokusere for meget på forhindringerne. Der er også en tendens til at lede efter den simple, universelle løsning, hvilket gør det endnu mere komplekst at snakke om forandring. Hvis omstillingen skal finde sted, så skal der være mere fokus på digitale løsninger, der kan hjælpe, men det kræver data, som ikke altid er tilgængelig. En anden, måske vigtigere, faktor er de rigtige mennesker – mennesker der har den rigtige blanding af indflydelse og mod, der tør sætte høje standarder for bæredygtighed, og ikke går på kompromis. Det er den slags mennesker der har været nøglen til SundaHus’ succes.

Hvordan kan digitalisering være med til at gøre byggebranchen mere bæredygtig?

Jeg tror, at digitale løsninger er den eneste måde, vi kan arbejde med bæredygtighed på i stor skala i byggeriet. Omstillingen til bæredygtigt byggeri betyder, at vi må lære at tænke i nye forretningsmodeller, processer og krav, hvilket gør, at vi må stille os selv nye, udfordrende spørgsmål. Hvis vi skal kunne give et svar på de spørgsmål, og hvis vi skal kunne gøre det effektivt og skalérbart, så er digitale løsninger en nødvendig del af svaret.

SundaHus er et godt eksempel på denne proces. Det er meget tidskrævende at leve op til diverse standarder i et stort byggeprojekt, og det kræver meget arbejde at holde styr på dokumentation under hele processen. Da vi fik skabt en simpel digital løsning, så vi langt større udbredelse af bæredygtige projekter over hele Sverige. Det samme vil gøre sig gældende for en cirkulær anvendelse af materialer: hvis det er nemmere, vil det blive mere udbredt og begynde at blive normen.

Hvordan passer SundaHus’ ydelser ind i den grønne omstilling og den cirkulære økonomi?

Bygninger kræver enormt meget materiale, og derfor er man begyndt at se på dem som en slags urbane miner, hvor vi kan få en masse materialer til genanvendelse. Desværre er det svært og tidskrævende at genanvende byggematerialer, og størstedelen af dem bliver derfor ikke genanvendt. Det er blandt andet manglen på viden om, hvad der er i de materialer en bygning er lavet af, der gør det svært at genbruge i stor skala.

SundaHus gør det nemt at vælge sunde og bæredygtige materialer, holder styr på alt indhold i materialer og gør det ukompliceret at genanvende materialer i fremtiden. Fordi SundaHus er designet til at holde styr på, hvad bygninger er lavet af, og hvad de materialer indeholder og kan bruges til, er vores platform med at skabe et solidt fundament for cirkulært byggeri.

Hvor længe har SundaHus arbejdet med grøn omstilling?

SundaHus blev grundlagt i 1990 og var i starten et konsulenthus, der fokuserede på at forbedre indeklima i bygninger. Vi introducerede første udgave af SundaHus Material Data i 2003, og det har mere eller mindre været vores primære fokus og produkt siden da. Vi har primært været i Sverige, men er begyndt at række ud og skabe partnerskaber i blandt andet Danmark. Vi vil gerne fortsætte med at udvikle os selv og bidrage til et mere cirkulært, giftfrit og værdifuldt bygget miljø på verdensplan. Hvis den grønne omstilling skal fortsætte med at udbrede sig, er det vigtigt, at vi tænker cirkulært i byggeriet.

Hos Frame kunne vi ikke være mere enige, og vi glæder os til at SundaHus og andre bæredygtige initiativer kommer til Danmark, så vi kan få sat fart på den cirkulære økonomi og den grønne omstilling i byggebranchen.

I sidste ende bliver alle nødt til at forberede sig og være klar til den grønne omstilling.